Pasning

Kaktus
Kaktusser er en let og nøjsom plante at dyrke, den kræver lidt pasning, så den er idel for den travle person, som ikke har tid til den store nussen om planter, eller til den som kan lide det minimalistiske. Planten findes i snart sagt alle størrelser og former.


  • Kaktusser skal placeres lyst og solrigt, og vil gerne stå i læ udenfor i sommerperioden (jo flere hår og pigge, desto mere sol kan kaktussen klare)
  • Kaktusser skal helst stå køligt vinteren igennem (omkring 12 grader, er dette ikke muligt vil du højst sandsynligt ikke få blomster den efterfølgende sommer)
  • De fleste kaktusser blomstrer i den tidlige sommer, og fra september vil de gerne stå køligt og vandes mindre.
  • Alle kaktusser skal have veldrænet jord der er en blanding af sand, tørvemuld, grus, knust tegl, græstørv og kompost. Du kan naturligvis købe færdigblandet kaktusjord perfekt til dine planter.
  • Kaktusser med torne, hår og vokslag vil gerne have kalk i jorden (bladkaktus vil ikke)
  • For meget kalk i jorden kan resultere i klorose som ses ved afblegede og meget lysegrøn vækst.
  • Hvor ofte man skal vande en kaktus afhænger af sæsonen: om sommeren skal den vandes regelmæssigt, og jorden bør aldrig tørre helt ud. Fra september måned kan du skalere ned på antallet af vandinger.
  • Hvordan vander man en kaktus? Når du vander skal du lade være med at klatvande og i stedet vande den ordentligt igennem. Du kan lade kaktussen stå i et fad med vand så den selv kan suge vand op. Ved kun at vande fra oven kan du risikere at de nye, sarte rødder i bunden ikke får tilstrækkeligt fugt og tørrer ud.
  • Kaktusser skal generelt ikke have så meget gødning.
  • Et lag grus i toppen af potten sikrer, at rodhalsen på kaktussen ikke udsættes for nær så mange sygdomsangreb da vandet render igennem og halsen forbliver tør.

Omplantning af kaktusser:


At ompotte en kaktusser er sjældent en stor fornøjelse. Men det ændrer ikke på det faktum at de faktisk har brug for omplantning i ny og næ. Så her får du et par tips til hvordan du kan omplante kaktusser med succes:

  • Når du tager kaktussen ud af dens gamle potte skal du passe på rødderne, som kan være vokset fast på indersiden af potten.
  • Små kaktusser skal omplantes cirka hver 2. eller 3. år, og store kaktusser skal have ny jord cirka hver 3. eller 4. år.
  • Kaktussen skal stå i samme dybde i den nye potte som den gjorde før, og den nye potte skal max være 2-3 cm større.
  • Sørg for at den nye jord er gennemfugtet, og gennemvand efter du har pottet om.
  • For at undgå torne i fingrene kan du evt. tage en klud som du vikler om kaktussen (hvis den er stor nok) og holder i enderne for at løfte planten. Er det en lille kaktus kan du bruge spisepinde.
  • Kaktusser foretrækker lerpotter da vandet fordamper hurtigere, modsat plastikpotter som holder på fugtigheden.
  • Når du har ompottet skal du ikke vande igen før jorden næsten er tørret helt ud
  • Beskyt planten mod stærk sol de første 10 dage efter du har omplantet.
  • Giv ikke gødning i 6 uger efter du har omplantet.